Koncept

– ”Glasværkets formål er at drive socialøkonomisk virksomhed ved drift af glasværket i Odense samt anden hermed beslægtet virksomhed.” –

Ideen med GLASVÆRKET er at skabe en virksomhed, der ikke alene kan konkurrere på lige fod med andre virksomheder, men som på grund af dens kvalitet kan skabe en udvikling inden for området, der gør den unik og på sigt, indgå som en del af en større helhed i et kommende Kunsthåndværkerhus, hvor glasværket får en central rolle.

Det centrale for arbejdet med en socialøkonomisk virksomhed, er at vi på sigt ønsker at integrere udsatte eller “skæve” borgere i vores virksomhed.

Med loven om registrerede socialøkonomiske virksomheder har vi fået et sæt retningslinjer for organisationen af virksomheden. Retningslinjerne er indarbejdet i selve glasværkets virksomhed.

 

 

Virksomhedens idégrundlag.

I glasværkets vedtægter pkt. 8 står:
Udbetaling af udbytte eller anden form for udlodning må ikke finde sted.

Erhvervsstyrelsen beskriver en socialøkonomisk virksomhed som en privat virksomhed, der tjener penge på almindelige markedsvilkår, med det formål gennem sit virke og indtjening at fremme særlige sociale og samfundsgavnlige formål.
Formålsbeskrivelse for Odense Glasværk, Glasværket ved Odense Havn rummer således Erhvervsstyrelsens definition på en socialøkonomisk virksomhed.

Det sociale formål for Glasværket betyder,
at virksomheden, når den har vist sig levedygtig og konkurrencedygtig og har lønnede ansatte, vil bruge en del af overskuddet til at understøtte nye tiltag, der kan indgå i et kommende Kunsthåndværkerhus, med andre kunsthåndværkere. Det er virksomhedens plan at ansætte udsatte ledige og dermed hjælpe denne gruppe ind på arbejdsmarkedet.
En social ydelse, der tjener et socialt formål om at hjælpe udsatte ledige, kan være afklarings – kompetenceforløb eller lignende

Derfor vil glasværket, ved siden af sin produktion arbejde med en målgruppe, der gennem forskellige støttede ansættelser inddrager udsatte ledige tættere på arbejdsmarkedet.
Glasværkets ansatte vil bestå af en gruppe håndværkere, der mestrer det traditionelle håndværk.

Der har været afholdt møde med LO Fyn ved formand Helle Nielsen og bestyrelsen om projektet.
Der har været konkrete drøftelser mellem glasværket og Odense Kommunes Beskæftigelses – og Socialforvaltning. Først ved Rådmand Steen Møller, og efterfølgende ved adm. dir. Rene Juncker om, at glasværket og det kommende Kunsthåndværkerhus vil kunne arbejde med en målgruppe, og efter nærmere aftale sælge afklarings-/opkvalificeringsforløb af udsatte ledige til kommunen, således at kommunen, efter nærmere aftale, betaler glasværket – det kommende Kunshåndværkerhus for at udsatte ledige deltager i et afklarings- /opkvalificeringsforløb.
Glasværkets produkter vil dermed få tilført en “added value”. Kunderne vil hermed ikke blot få et kvalitetsprodukt, der kan bidrage til deres egen produktion eller videresalg. Kunderne vil oveni få et produkt, der bidrager til deres CSR regnskab og marketing.

Idegrundlag og lovgivningsmæssige forhold, der ligger bag ved oprettelse af en Social Økonomisk Virksomhed.
(Åbner som pdf-fil)